Dokumentation

Humanistiske fag

Dansk 0-9. klasse
Danskundervisning er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem fælles undervisning og individuel træning af færdigheder. Vi arbejder med opdagende skrivning og digitale platforme. Der lægges vægt på at introducere arbejdsgange, arbejdsvaner og værktøjer. Fagets værktøjer automatiseres og grundlæggende færdigheder som læsning og stavning trænes hele vejen og integreres i alle projektperioder. Der arbejdes kontinuerligt med kropssprog, stemme, scenarieforestillinger, aktiv kommunikation i forskellige sproglige og kulturelle situationer, sammenhæng mellem tekst og kontekst, samt forestilling om verden i ord og sprog. Der arbejdes med følgende delområder: grammatik, kommunikation, fortolkning, læsning, mundtlig og skriftlig genrekendskab, håndskrift, retstavning, skøn- og faglitteratur, fremlæggelse og dramatiske virkemidler, samarbejde og kreative arbejdsmetoder. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Engelsk 0-9. klasse
Engelsk er en fast integreret del af undervisningen. Qua skolens brug af frivillige engelsktalende lærere og hjælpere fra rundt om i verden, er børnenes hverdag præget af sproglig og kulturel mangfoldighed. Faget koncentreres yderligere periodevis med faglærer, hvor der tales og undervises eksplicit i traditionelle grammatiske kundskaber. Engelske sange/lege kan endvidere indgå i den tværfaglige projektundervisning. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Tysk 5-9. klasse
Tyske sange og lege kan indgå i den tværfaglige undervisning. Ellers vælges der som udgangspunkt mellem tysk og fransk - et valg, der ikke senere udelukker til- eller fravalg. Faget koncentreres periodevis med faglærer, hvor der tales og undervises eksplicit i grammatiske kundskaber. Sproget tales i dagligdagen på skolen, når en af skolens frivillige hjælpere og gæstelærere er tysktalende. Vi følger fælles mål, men med levels i stedet for klassetrin.

Fransk 5-9. klasse
Franske sange og lege kan indgå i den tværfaglige undervisning. Ellers vælges der som udgangspunkt mellem fransk og tysk, et valg, der ikke senere udelukker til- eller fravalg. Faget koncentreres eksplicit og periodevis med faglærer. Sproget tales i dagligdagen på skolen, når en af skolens frivillige gæstelærere er fransktalende. Vi følger fælles mål, men med levels i stedet for klassetrin.

Andre sprog 5-9. klasse
Andre sprog, som fx spansk, italiensk eller russisk kan vælges i stedet for tysk eller fransk i perioder, såfremt vi har lærerpotentiale hertil. Vi følger fælles mål, men med levels i stedet for klassetrin.

Historie 0-9. klasse
Faget har karakter af fortælling. Det er et dannelsesfag, hvor bred almen viden tilstræbes på linje med dyb indsigt og tværfagligt overblik. Faget vekselvirkes mellem traditionelt- , håndværks- og projektrelateret undervisning, samt mange ture ud af huset. Historiefaget giver systemisk forståelse af mennesket i kultur og natur. Der er historie og fortællinger i alt – arkitektur, beklædning, landskaber, traditioner og mennesker. Historie samlæses tværfagligt i projektperioder. Faget knyttes til årstidens gang, politiske, historiske og religiøse begivenheder. Vi følger fælles mål, men med levels i stedet for klassetrin.

Kristendom/religion 0-9. klasse
Faget beskæftiger sig med livsanskuelser og identitet. Det har karakter af fortælling, med efterfølgende livsfilosofiske og etiske drøftelser. Der arbejdes med bibelske fortællinger, myter og visdomshistorier fra hele verden. Fortællingerne bringes systemisk ind i global og historisk sammenhæng, hvor vi forholder os til de store verdensreligioner og andre livsopfattelsers oprindelse, historie og nutidige fremtrædelsesformer. Et dannelsesfag, hvor børnene tilegner sig tværfagligt overblik og viden om religioners og livsopfattelsers udtryk for grundlæggende tilværelsesspørgsmål. Samlæses ofte i projektperioder. Faget knyttes til årstidens gang, politiske, kristne og andre religiøse begivenheder. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Samfundsfag/psykologi 8-9. klasse
Videns og færdighedsmål inden for politik, økonomi, sociale og kulturelle forhold og samfundsfaglige metoder. Samfundsfag kan bidrage til udviklingen af stedbunden identitet: Lokal, national og global. Socialt engagement: personlig, professionel og politisk. Fagene indgår endnu ikke i skolens skema, da vi kun har børn til 7. klasse.

Naturvidenskabelige fag

Matematik 0-9. klasse

Matematik integreres på mange forskellige måder i alle projektperioder. Undervisningen er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem fælles undervisning og individuel træning af færdigheder. Vi arbejder med værkstedsmatematik, i individuelle arbejdsbøger og på digitale platforme. Der lægges vægt på at introducere arbejdsgange, arbejdsvaner og værktøjer. Fagets discipliner introduceres, således at børnene efterhånden kan arbejde efter en handleplan selvstændigt. Fagets værktøjer automatiseres og grundlæggende færdigheder som talforståelse, regnearterne og geometri trænes hele vejen og på mange forskellige måder. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Natur/Teknik 0-6. klasse
Et udpræget sanse- , oplevelses- undersøgende og eksperimenterende fag. Vi knytter teori og vidensområder til det spontane og konkret oplevede. Faget er knyttet til kroppen, værksteder, naturoplevelser osv. Faget samlæses ofte tværfagligt i projektperioder. Fokus på sammenhængskraft, økologi, bæredygtighed, kredsløb og systemforståelse. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Fysik/Kemi 7-9. klasse
En naturlig videreførelse af natur og teknik, dog med mere abstrakt teori. Faget indgår i tværfaglige projektperioder. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Biologi 3-9. klasse
Faget er som natur og teknik et udpræget sanse- , oplevelses- undersøgende, kommunikerende og eksperimenterende fag. Vi knytter teori og vidensområder til kroppen, værksteder, naturoplevelser osv. Efterhånden bredere og dybere vinkler på fagområder med fokus på stofkredsløb, energistrømme, økosystemer, klima, forurening, diversitet, samt forståelse af sig selv i en større sammenhæng. Det er således et afsæt for sanset systemforståelse og bioidentitet. Faget samlæses i projektperioder. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Geografi 7-9. klasse
En naturlig forlængelse af natur og teknik, men med uddybning af naturgivne og kulturskabte forudsætninger for vores levevilkår i Danmark og resten af kloden. Geografiske begreber og sammenhænge, samt viden om samfundets udnyttelse af vores naturlige ressourcer. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Praktisk/Musiske fag

Håndværk og Design 0-9. klasse
Vi fletter fag og teknikker ind i undervisning. For os er det vigtigt at børnene lærer at være skabende mennesker, at kunne udtrykke sig multimodalt, samt at vi overleverer og værner om kulturarven i håndværket. Faget indgår som faglig og praktisk vinkel i stort set alle projektperioder på skolen. Vi lærer teknikker, upcycler genbrugsmaterialer, maler, tegner, lærer om bæredygtighed og bygger forskellige ting til skolen. Børnene er aktive og medbestemmende i skolens drift, vedligeholdelse og omkonstruktion. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Idræt og bevægelse 0-9. klasse
På vores skole er bevægelse er en uhyre vigtig del af skolegangen. Vi fletter krop, dans og bevægelse ind i undervisningen. Vi tror på, at børn er gladereog lærer bedre når de får rig lejlighed til at bevæge sig både i frikvarterer, i skemasatte aktiviteter og i selve undervisningen. Vi underviser i dans, meditation og yoga på fast ugebasis og er derudover enten i flex- eller svømmehal en gang om ugen i vintermånederne. Mange af skolens projekter udfordrer børnene i at bruge deres kroppe kreativt. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Madkundskab 0-9. klasse
Vi producerer vores egne økologiske grøntsager i skolehaven og børnene inddrages i alle årstidernes processer. Der plantes og høstes til eget forbrug i skolens køkken. Børnene inddrages dagligt i kredsløbet fra jord til bord og får herigennem fødevarebevidsthed og dyb forståelse for ernæring, mad og sundhed. Børnene spiser fælles måltider på skolen og alle deltager på skift i køkkenet. Faget indgår som faglig vinkel og arbejdsform i projektperioder. Frokostmåltidet præsenteres af dagens kokke på dansk, engelsk og nogle gange flere sprog. Køkken, madkultur og have er ramme om mange multikulturelle og tværfaglige projektperioder. Vi følger ministeriets fælles mål, men bruger levels i stedet for klassetrin.

Sundheds-, seksualundervisning og familiekundskab 0-9. klasse
Børnene undervises af sundhedsplejerske. Desuden indgår fagområdet som en del af naturfag/biologi/ hjemkundskab og idræt. Vi inviterer forældre og benytter eksterne fagpersoner med specifik viden til at komme med undervisningsforløb. Det kunne fx være et indlæg af en jordemoder etc.

Færdselsundervisning 0-9. klasse
Vi er en skole der begiver sig meget ud i verden, og vi underviser i færdsel- og trafiksikkerhed i forbindelse med ture ud af huset.

kontakt
post@skolenforlivet.nu 45+ 5265 6754